Selvvalgt forældreskab – selvvalgt enlig mor?

Overvejer du at blive selvvalgt enlig mor?

Hvorfor tilbyder jeg samtaleterapi specifikt til denne gruppe af kvinder?

Hvad er det, der gør, at de kan have gavn af og finde lindring og glæde i et forløb med samtaleterapi?

Der er forskellige scenarier – og måske kan du genkende dig selv i et af dem?

Få sparring og hjælp til beslutningsprocessen

Du er midt i beslutningsprocessen. Måske diskuterer du det med dine nærmeste – din familie?

Sandheden er dog, at mange kvinder ofte er alene med deres tanker og følelser på dette stadie.

Og der er mange tanker! Fx:

• Vil jeg kunne klare det alene?
• Er jeg stærk nok?
• Er jeg for egoistisk?
• Hvad vil min familie tænke?
• Hvad vil min arbejdsplads tænke?
• Hvad med omverdenen?
• Er min økonomi i orden?
• Hvordan er min boligsituation?
• Hvad kan jeg tilbyde et muligt barn?
• Vil barnet have sværere opvækstvilkår end andre børn, fordi det vokser op uden en far?
• Hvad hvis jeg bliver syg – og hvad hvis jeg bliver alvorligt syg?
• Hvad hvis jeg dør?
• Spiller min fortid en rolle – jeg har jo været hos en psykolog på grund af depression, angst, traumer osv.?
• Vil det mindske mine chancer for et parforhold?

Psykologhjælp til yderligere afklaring

Du har truffet en beslutning. Du vil være mor – hvis det er muligt. Men hvem skal du involvere? De nærmeste? Nogle? Alle? Ingen?

Måske har du i starten diskuteret fertilitetsbehandling med dine nærmeste? Familie eller venner. Måske kan deres oprindelige interesse, der var dejlig, omsorgsfuld og nyttig, på sigt blive irriterende og generende.

Efter et antal mislykkede forsøg er der mange kvinder i fertilitetsbehandling, der frygter at gå på arbejde. Frygten for at møde den omsorgsfulde og velmenende kollega, der næsten har bedre styr på ens cyklus end en selv.

På den anden side kan det være, at du holder det hele for dig selv. Både din beslutning og de indledende behandlinger.

Men hvem skal du søge støtte hos, når der desværre ikke er hjerteblink ved den første scanning, og du derfor skal have en provokeret abort, hvis kroppen ikke selv afstøder fosteret?

Eller hvem skal du glæde dig sammen med over, at de indledende undersøgelser og scanninger er forløbet helt uden problemer?

Hjælp til at acceptere sorgen over den ‘tabte familieform’

Du er gravid, og alt ser ud til at være fint. Du oplever dog en form for sorg, som omverdenen ikke formår at høre om eller anerkende.

Selvom du er glad for det lille liv, der vokser i din mave, kan det være sorgfuldt at være gravid alene. Dette kan især være tilfældet, hvis graviditeten er resultatet af et selvstændigt og bevidst valg.

For mange kvinder er det ikke deres drømmescenarie at være mor uden en far eller medmor.

Graviditetshormoner og venteværelser fyldt med andre gravide sammen med deres partnere, samt fødselsforberedelseshold, hvor man som kommende solomor føler sig fejlplaceret, kan sætte gang i en naturlig sorgproces.

Det er en sorg over at sige farvel til det scenarie, man bevidst har opbygget og drømt om siden barndommen. Ideen om en familie med to forældre. Ideen om en graviditet, hvor der er to til at deltage i undersøgelser og scanninger. To, der deler glæden.

Denne følelsesmæssige sorgtilstand hos kvinder, der aktivt og bevidst har valgt at blive solomødre, er dybt tabuiseret og grænseoverskridende for de fleste at anerkende.

Men det er helt normalt.

Fortrydelse?

Du elsker dit barn, men arbejdsbyrden er alligevel overvældende, og du savner det liv, du havde, inden du blev mor.

Det er i sådan en grad, at “forbudte tanker” dukker op, fx:

• Hvis jeg bare aldrig havde valgt at lade mig påbegynde fertilitetsbehandling!
• Hvis bare jeg havde været infertil og ikke havde evnet at bære et barn!
• Hvis bare jeg kunne få mit gamle liv tilbage, hvor der var plads til mig selv og egenomsorg!

Tanker, der for alle mødre, uanset familieform, er dybt tabuiserede og fyldt med skam.

For selvvalgte enlige mødre, der meget aktivt og selvstændigt har opsøgt behandling for at opnå graviditet, er de om muligt endnu mere tabubelagte og “forkerte”.

Faktum er bare, at de er der, og du er på ingen måde alene om at have dem. Ingen kan forstå forældreskab og hvad det indebærer, før man står i det.

Men måske har du en efterfødselsreaktion? Måske er du overbelastet og udmattet? Måske påvirker den manglende søvn din dømmekraft og din person?

Måske, som det ofte er tilfældet, er du bare bedre til at nyde og være omkring større børn.

Efterfødselsreaktion og fødselsdepression

Som selvvalgt enlig mor er der selvfølgelig den samme sandsynlighed for en efterfødselsreaktion som hos kvinder og mænd i andre familieformer.

Det kan være på grund af selve traumet, som en fødsel kan være, eller det kan være noget mere vedvarende, som depression.

Du ved inderst inde bedst selv, om du er påvirket mere end godt er, rent følelsesmæssigt.

Graviditetshormoner kan gøre, at man er grådlabil og ekstra følsom, men hvis det går ud over et par tudeture (som kan lette), bør du søge hjælp og støtte.

Fælles bekymringer – du er ikke alene

Fælles for rigtig mange selvvalgte enlige mødre er, at de gerne indrømmer, at projektet ‘baby all alone’ ikke ligefrem var drømmescenariet.

Der ligger overordentlig mange tanker og bekymringer bag beslutningen, og mange af dem vedbliver med at eksistere:

• Gør jeg det godt nok?
• Ville mit barn have haft det bedre i en ‘såkaldt traditionel familieform’?
• Hvad gør jeg, når mit barn begynder at blive bevidst og spørger til den manglende far?

Rigtig mange kvinder føler sig meget ensomme i processen frem mod beslutningen om at blive mor uden far eller medmor.

Rigtig mange kvinder fortæller, at ensomheden ikke nødvendigvis forsvinder efter beslutningen er truffet, graviditeten er opnået, fødslen er overstået, og barnet er i god udvikling.

Derfor tilbyder jeg samtaler uanset hvor i processen du er, og uanset hvor gammelt dit eventuelle barn er.

Det praktiske omkring mine samtaler

Du kan have dit barn med til konsultationer hos mig, vel vidende at rammerne er de samme.

Hvis der opstår behov for trøst, mad eller en tør ble, kan jeg desværre ikke tilbyde ekstra tid. Barnet skal være til stede i det lokale, vi er i.

Hvis du har en barnevogn med, og barnet sover, kan du tage barnevognen med ind, da vi er placeret i stueetagen.

Men nævn det gerne for mig, når du booker en tid, så jeg kan være opmærksom på det ved opstilling af møbler osv.