Hjælp til pårørende

At være pårørende til sygdom

Når man rammes af sygdom, hvad enten det er:

• En kronisk sygdom som i forskellig grad invaliderer eller besværliggør ens hverdag
• En sygdom som man risikerer mén af
• En sygdom som man er bange for om man overlever
• En sygdom som synes omgivet af tabuer.

Så afstedkommer sygdommen ofte en trussel mod ens eksistens som man kender den, og det samme gør sig gældende for de pårørende.

“Konsekvenserne af sygdom i en familie rammer ikke kun den syge, men ofte alle familiens medlemmer i forskellig grad”…

Der opstår overvældende følelser og praktiske gøremål, som kan virke uoverskuelige. Dét, man før tog for givet, ændrer pludselig form og man skal derfor til at finde sin fodfæste i en ny identitet. En identitet som netop at være pårørende.

At være pårørende er et livsvilkår, der ofte har store konsekvenser for ens liv. Pårørende har tit mange blandede tanker og følelser.

De bekymrer sig, som en naturlig konsekvens af at være involveret i den andens liv og har næsten altid dårlig samvittighed.

Hvordan kan en psykolog hjælpe?

Pårørende kan ofte være og blive gode til at tage sig af andre, men er måske ikke altid så gode til at tage vare på dem selv.

Uanset om du er pårørende til fx:

• En kræft eller cancerpatient
• En som lider af hjerneskade
• En som er ramt af demens
• En person der har et misbrug
• En person med psykisk sygdom.

– så skal du være velkommen til at tage kontakt til mig, således at vi eventuelt kan planlægge en pårørendesamtale.

Til en pårørendesamtale vil du få klarhed over hvilke mulighede der du har for at hjælpe og hvorvidt det er de rette for dig.

Du vil kunne modtage professionel sparring og støtte og du vil få for at “læsse af” i et fortroligt rum, hvor du for en stund ikke skal tage hensyn til den anden – men hvor du kan tillade dig udelukkende at fokusere på dig selv.

Hvad kan du opnå i et psykologforløb?

Et samtaleterapeutisk forløb hos mig, kan rumme alt fra støttende og rådgivende samtaler hvor du får mulighed for at folde den forventelige voldsomme historie ud, som du har oplevet.

Forløbet kan omhandle din frygt for det videre liv. Hvordan du fremadrettet skal kunne tilgodese og prioritere vedkommende der har erhvervet sig en pludselig hjerneskade mv.

Ofte, er det min oplevelse, at pårørende har brug for et rum ”der er deres”, hvor de for en kort stud kan sige alle de upassende (men reelle) følelser højt og få lov til at fylde uden at skulle tage hensyn til personen du er pårørende til.

Foruden individuelle samtaler er det også muligt med familiesamtaler – i første omgang uden at din pårørende deltager.

Det at være pårørende

Som (ufrivilligt) pårørende – hvad end det et til fysisk eller psykisk lidelse – ændrer din hverdag sig. Ofte vil du som pårørende have travlt med at støtte vedkommende der er syg.

Både ved at påtage dig flere praktiske opgaver end hidtil, deltage ved lægesamtaler og behandlinger, samt ved at yde den syge psykisk og/eller praktisk støtte.

Du kan derfor, som pårørende, let komme til at påtage sig et for stort ansvar og tro, at du bør tilbyde al den hjælp, som det er dig mulig. At det er det eneste rigtige. At det er dét der skal til, for at lette smerten eller endda for at kurere den syge.

Det overansvar du derved påtager dig, kan bevirke, at du ikke holder distancen i det fulde sygdomsforløb. At du brænder ud. At du ikke kan være der vedvarende og på sigt for den syge.

Er du pårørende og kan du genkende:

Du trækker og distancerer dig. Lukker øjnene. Du føler dig måske akavet og skidt tilpas i den syges selskab, og du aner hverken hvad du skal sige eller gøre, for at lindre eller hjælpe.

Du rationaliserer og tænker, at vedkommende nok selv siger til, hvis han eller hun har brug for noget. Du fortæller dig selv, at den syge sikkert har en masse andre mennesker omkring sig – uden at du reelt ved det.

Du fortrænger situationen. Måske du påtager dig mere arbejde, fordi det virker mere ”lovligt” ikke at deltage som pårørende, hvis du er ophængt.

Og så gør arbejdet, at tankerne holdes væk fra den syge. Fra din dårlige samvittighed.

Lær at være en “god” pårørende

Men uanset ”strategi”, ér det psykisk belastende at være pårørende. Rigtig mange pårørende har svært ved at søge hjælp til sig selv, da det først og fremmest er den syge der bliver prioriteret og tænkt på.

Det er måske endda udelukkende den syge man prioriterer og tænker på.

Men ønsker du at være en god støtte for vedkommende der er syg – også på den lange bane – er det væsentligt også at fokusere på dig selv – på dine reaktioner og følelser.

I den forbindelse kan det give rigtig god mening med et professionelt rum, hvor du kan få sparring vedrørende de udfordringer du oplever som pårørende.

Et rum tilegnet DIG. Et rum hvor du ikke skal tage hensyn. Et rum hvor du både kan og skal fylde.